HAVEBØGER



HAVEELSKERNES HAVER
af EVA SANDNER GRAVESEN - UDKOMMER 26. MARTS 2015

Smukke haver med sjæl og charme. Blomstervildskab og paradis stemning. Græsser og betagende scenerier. Dette er bogen om haveelskernes haver.

Rigt illustreret med smukke og stemningsfulde fotos og en engageret tekst om 12 enestående smukke danske haver, der alle er skabt af folk, der lever og ånder for haven som en kilde til konstant glæde. Haverne er deres livsstil, og de giver ejerne følelsen af lykke og sanselig harmoni. Der er ikke tale om haver, som passes af gartnere, men haver der er fremelsket af ren og skær passion.

Sidst i bogen videregiver jeg facts om mine favoritter med illustrationer og beskrivelser, samt mine bedste adresser på besøgshaver, hvor man kan hente inspiration, og endda oplysninger om Bed and Breakfast for Gardenlovers i Danmark.

Fantasien sætter ingen grænser for, hvordan du kan designe din have og skabe et sted, der matcher dine drømme og præcist rummer det, du holder af. Gå i gang i dag og opdag, hvordan skuldrene sænker sig, hver gang du træder gennem havelågen til dit eget private haveparadis.

Se uddrag af bogen i bladrefilen på ISSUU her!

BESTIL DEN ONLINE HER!http://www.arnoldbusck.dk/boeger/have-drivhus-stueplanter/haveelskernes-haver



_________________________________________________________________________



Herunder kan du set et udvalg af mine havebøger, jeg vil lægge flere ind løbende. Dette er bøger jeg har været lykkelig over at fordybe mig i, og jeg kan personligt stå inde for at de er fuld af inspiration og giver løbende energi til mig. Det er ikke bøger, jeg nogensinde bliver færdige med. Jeg læser i dem og tager dem frem som smykker fra et kostbart smykkeskrin. 

Hvis teksten forekommer lidt lille er det med fuldt overlæg. For jeg vil gerne vise bredden. 
Hold CTRL nede og SCROLL op. Så kan du få det i den størrelse der passer dig. 




VINTERTID OG STJERNESTUNDER
af MARGIT ENGEN OG PETER BILDE FOGH
Forlaget skriver: Dette er blomsterdekoratør Margit Engen og fotograf Peter Bilde Foghs anden bog med vinteren og julen som tema. Forberedelserne til årets juledekorationer og i det hele taget vinterhalvårets udsmykninger begynder allerede om efteråret med gåture i skoven, hvor der samles kogler, grene med mos og andre naturmaterialer. En tur i haven kan bidrage med f.eks. kristtorn, cypres og hønseben.Bogen giver ideer og eksempler på udsmykning både udendørs og indenfor, kranse, koglerier og vintervaser. Det er først og fremmest forfatterens ønske at inspirere læseren til at lave egne kreationer, men fremstillingen af de udvalgte dekorationer vises også trin for trin. Margit og Peter har tidligere med succes sammen udgivet bøgerne Engen, haven og Blomsten og Julefryd og englelydBESTIL DEN HER!





TANTE GRØNS HAVE
af JYTTE AGGERHOLM JUSTESEN
Oppe på Mors langt fra alfarvej bor Tante Grøn, alias Jytte Justesen. Hendes rigtige navn er der ikke mange, der kender, men rundt omkring på danske haveblogs støder man ofte på Tante Grøn. Her er hun kendt og elsket for sine mange velskrevne og ofte tænksomme indlæg. Dette er hendes første bog, hvori hun beretter om årets gang i blomsterhaven og reflekterer over er rigt liv med fingrene i jorden. 
Tante Grøns hjemmeside finder du her, - og der kan du finde information om åben have og om Tante Grøns udgivelser.


JULEFRYD OG ENGLELYD
af MARGIT ENGEN

Pynt hjemmet op til jul med blomsterbinder Margit Engen og fotograf Peter Bilde Fogh,som i ord og billeder inspirerer til udsmykning - ude såvel som inde - under temaerne: Engelyd, Jul om hus, Kranse Kranse Kranse, Adventskranse, På bakker og i bokse, Vintervaser, Koglerier, Borde til gæstebud, Julefryd. 
















ENGEN HAVEN OG BLOMSTEN
af MARGIT ENGEN

Engen, Haven og Blomsten er resultatet af et inspirerende samarbejde mellem fotograf Peter Bilde Fogh og blomsterbinder Margit Engen. Det handler om visuel nydelse, inspiration og om glæde ved blomsterne og naturen. At se og bruge alt det smukke, naturen byder os gennem hele året og i alle stadier.
En favnfuld skønheder – selv de mest ydmyge – plukket i haven eller naturen er anvendt i buketter og dekorationer.
Alle står de bare og venter på at blive opdaget og komme med til fest!










ET HAVEÅR 
AF CLAUS DALBY

I løbet af et haveår er der så mange ting, som er værd at erindre. Man tror, at man kan huske dem, men året efter er hukommelsen blank. Hvordan var vejret egentlig sidste år i maj, og hvornår kom den første stær? Hvad var det nu, den latyrus hed, og hvornår høstede vi de første agurker? Små dagligdags ting, der er gode at huske på. CLAUS DALBY har valgt at lave en tyk bog med god plads til notater – en halv side til hver dag i året. Noterer du i bogen sæson efter sæson, bliver den ikke alene en hyggelig, men også en praktisk og lærerig håndbog. 



VIS MIG DIT DRIVHUS 
AF CLAUS DALBY

Claus Dalby har besøgt omkring hundrede og tyve skandinaviske drivhusejere og viser i denne bog, hvor forskelligt og personligt de har indrettet sig. I dag er drivhuset meget mere end et sted til dyrkning af tomater og agurker. 

Det er først og fremmest et opholdssted til nydelse og glæde for mennesker, og kreativiteten i indretningen er stor. ´Vis mig dit drivhus´ viser både nostalgiske og moderne huse, dyre og billige, førdigkøbte og hjemmebyggede. 

Ejerne fortæller selv om et fascinerende liv under glas, og selvbyggerne beretter om, hvordan deres huse er opført...




BONDEROSER OG PÆONER 
AF CLAUS DALBY

Beder man folk om at nævne deres yndlingsblomst, er der rigtig mange – især kvinder – som nævner pæonen. Det er en blomst, som taler til vore inderste følelser. Men hvad er det, der gør pæoner så populære?
Claus Dalby giver svaret. Først og fremmest er det blomstens romantiske og nostalgiske udseende, dernæst duften og sidst, men ikke mindst flygtigheden. Det er jo sådan, at den enkelte blomst sjældent holder mere end en uges tid. Derefter falder kronbladene.
Når man ser på de smukke blomster, kunne man godt tro, at bonderoser og pæoner er vækster, som er svære at få til at lykkes. Men sådan er det ikke – tværtimod! Har de først etableret sig, kan man glædes over blomsterne år efter år, og glæden bliver kun større, fordi planten tager til i omfang for hvert år og snart kommer til at danne en hel ‘busk’ med de mest indtagende blomster.Ud over bonderoser omtaler bogen også særlige pæonarter, silkepæoner, træpæoner og de såkaldte sektionshybrider.




HAVEDRØMME 
AF CLAUS DALBY

Claus Dalby er kendt for bøger, artikler og fjernsynsudsendelser om blomster, drivhuse og haver. Med sin smittende entusiasme har han skabt mange drømme, Havedrømme.
Bogen byder på portrætter og præsentationer af en række meget personlige og forskellige haver. 
De mange billeder afspejler, hvorledes haverne er udtænkt og formet af skabende mennesker, for hvem det er helt naturligt at lægge vægt på æstetik og funktionalitet. 

Gennem portrætterne 
af de nøje udvalgte haver og deres ejere fortæller Claus Dalby indlevende en række spændende havehistorier. Undervejs øser han af sin store plantemæssige viden.








HAVEREJSE TIL SYDENGLAND
Af Hans Peder Christiansen

En haverejse til Sydengland, med fotos af forfatteren, er beretningen om en række af de mest bemærkelsesværdige sydengelske haver. Haverne kan nydes fra lænestolen, men frem for alt er bogen en opfordring til at pakke kufferten for ved selvsyn at opleve de dejlige steder.

Bag enhver spektakulær have gemmer der sig interessante personligheder. Bogen er således også en krønike om de mennesker, der skabte haverne, og om de personer, der senere videreudviklede dem.  Hans Peder Christiansen fortæller, hvordan engelsk havekunst udviklede sig efter det store gennembrud, som William Robinson indledte i 1870 med sin bog The Wild Garden. Hans Peder Christiansen arrangerer haverejser og har sit eget rejsebureau: Gardening.dk

HAVEFRYD
AF ISABELLA SMITH

Havefryd handler om årets gang i Isabella Smiths egen have. En førstehåndsberetning om livet og arbejdet i haven fra sæsonens spæde tilløb og frem til efterårets sidste weekend med grensaks og tilbehør.

Bogen er på én gang praktisk guide og idékatalog til små og store projekter i haven året igennem og en haveelskers personlige havedagbog. Det gør bogen til meget mere end et nyttigt opslagsværk.

Bogen guider læseren igennem havesæsonen.

Udover at give mange værdifulde tips om fx. jordforbedring, har Isabella Smith en del skønne og indlevende fortællinger om hvordan hun har gjort sine egne erfaringer i bogen. Den er morsom - og underholdende og du kan lære en masse som ny haveejer. 





BLOMSTER OG BUKETTER
AF ISABELLA SMITH

En af de mange glæder ved at have blomster i haven er at man kan bruge dem til at lave sine egne smukke buketter med. I denne meget smukke bog, får du ideerne til en lang række fantastiske buketter, bundet af de mange blomster fra haven, der egner sig til buketter.


Bogen rummer trin-for-trin vejledninger og masser af tips til dyrkning og sammensætning, valg af vaser, og kunsten at sætte blomster sammen.

SÅ, DYRK, HØST OG BIND SELV DE SKØNNESTE BUKETTER FRA FORÅR TIL EFTERÅR



TREES
AF BENJAMIN PERKINS

Et fint eksemplar af denne bog som kom til mig via et loppemarked. Man har lov at være heldig ind imellem. Den er i mint condition, som mange af jer vil vide: Den er som ny! Bogen rummer et livs tålmodig samt flot skildrede observationer af træer i England. Bogen udkom i 1987. 
Men den er lige så relevant i dag som den var dengang. Der er lagt en masse kærlighed og ildhu i de flotte botaniske akvareller i bogen. 

En bog jeg ynder at tage frem - igen og igen når jeg lige skal se, hvilket træ jeg nu har er rendt på. Den er ret stor i formatet, og det gør også at jeg nyder at sidde og nærstudere de flotte botaniske kunstværker. 

Forord til bogen er iøvrigt skrevet af prins Philip, hertugen af Edinburgh, og som han skriver: I denne bog fremlægger Benjamin Perkins et flot budskab om at passe på de velkendte træer, der er i landskabet. 




DEN LILLE HAVE
AF CHRISTEL KVANT

Med smukke fotos og overskuelige tegninger viser forfatteren, hvordan man på ganske lidt plads kan skabe vidunderlige, grønne haverum. 

Christel Kvant begynder med det helt grundlæggende: Inden man går i gang med haven, er det vigtigt at overveje, hvilke krav man har til den og hvor meget tid, man vil bruge der. Dernæst vises forskellige haver, der alle er anlagt på sparsom plads, og forklarer hvordan man kan skabe spændende illusioner af rummelighed ved at anvende fx espalierer og slyngplanter, der skyder opad.






TRÄDGÅRDENS RUM
AF CHRISTEL KVANT & HEIDI PALMGREN

"Der er ikke en korrekt måde, som er den eneste rigtige i haven. En have er måske den mest personlige skabelse som findes. Og det er det der giver havelivet liv og fremdrift."

'TRÄDGÅRDENS RUM' er blevet en klassiker og har haft succes med at holde sig aktuel og relevant i blandt nye
bøger om emnet. Heidi Palmgren og Christel Kvant viser i denne bog hvordan man opbygger en have, med vægge, tag og gulv. Hvordan planter kan bruges for at skabe stemning, og hvordan man kan skabe en have med skønhedsoplevelser året rundt.

2 kommentarer:

  1. Helt fantastik og vidunderlig have du har! Super inspiration.Er selv lige startet på bloggen. Leblomster.blogspot.dk.

    SvarSlet

Læg gerne en hilsen eller en kommentar og få min sol til at skinne.

Kærlige hilsener Eva

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...