Man glemmer aldrig sin første have

Jeg kom til at tænke på min første have idag. Årsagen var at jeg der lykkedes med at få lige præcist så mange roser, pæoner, tulipaner og riddersporer, som jeg havde ønsket mig, og det var godt. At der så var mange andre ting der ikke var godt i den have, er en anden sag. Fx. at haven var i skygge når vi gerne ville sidde på terassen, - og at der bare i bund og grund var for mange ting, der ikke var i orden. Da vi overtog hus og have var hele indkørslen - og den var stor fyldt med storskrald fra den tidligere ejer. Og i haven fandt vi ud af - lå der 9 juletræer, - det passede med at de tidligere ejere havde boet der i 9 år. Under juletræerne - havde vi en rævegrav. Og da ejerne havde fodret på rævene, kom de også ind i selve huset. Jeg mindes specielt, at jeg sad med min nyfødte søn, og ammede og pludselig stod der en ræv i stuen.
Pænt stort chok - jeg fik dér!

Vi ryddede op i haven, og fældede en del for intet var passet, og mange træers vækst var derfor ødelagt. Ligusterhækken lå 6 meter hen over jorden. De kønne grønne løv med de fine hvide kniplingsblomster, lærte jeg hurtigt, hed skvalderkål. Jeg er temmelig sikker på, at selv om jeg havde min kamp med dem i mange år - er de der stadig endnu.

Hvad der desværre ikke længere er i haven - er mit gigantiske hortensiabed, som kostede en mindre formue at anlægge, fordi jeg ikke ville vente på at planterne skulle blive store, og jord der også var for en mindre udskrivning - og dette staudebed, som jeg bare elskede. Ejerne har fældet rub og stub og anlagt en stor og praktisk græsplæne, der er nem at holde. Er det nu jeg må skrige "ØØØVVVV"?