Jeg så en gang en plante i Botanisk have, som blomtrede med blå blomster og var godt og vel halvanden meter høj. Den var ret køn synes jeg, og jeg tænkte at den skulle jeg da have, når jeg engang fik en have, den kunne stå i. Som med mange ting, glemmer man den slags, - hvis man altså ikke lige har en have, er det jo heller ikke så aktuelt. Men da vi flyttede til Greve fandt jeg den igen, helt tilfældigt i skovbrynet, - og i vild udgave. Den måtte jo ejes, så der var kun en ting at gøre, ned og tage en lille rod, og se om den ville i min have. Som sagt så gjort, ja, jeg indrømmer det gerne. Nogle gange er der ikke lang tid mellem tanke og handling, og sidste forår satte jeg den i jorden. Nu står den suuuuperflot derude. Og jeg kan fortælle, at når den bliver kedelig klipper man den bare halvt ned, så kommer den da igen. Nemme og sunde planter - jo, det kan jeg jo godt lide. Her er et par billeder af den, og af en anden sort Kulsukker, som har selvsået sig. Den første, er klart ...